Efter stort ønske fra branchen har styregruppen for Rengøringsmessen Rent i Danmark besluttet at rykke datoen for messen én dag tilbage.
Samtidig flytter afviklingen til en større hal på Odense Congress Center, så både udstillere og besøgende kan se frem til en endnu mere imponerende messe den 2.-3. oktober 2024.
– Rengøringsmessen er til og for hele branchen i Danmark, og derfor lytter vi løbende til vores partnere i planlægningen af både indhold og timing for eventet, forklarer projektleder Kristian Nordfred Hansen og fortsætter:
– Vi ser generelt flere og flere fagmesser blive afviklet på ugedage (den 2. oktober er en onsdag, red.) så det giver god mening at rykke datoen en smule, så det det passer bedst muligt ind i kalenderen for udstillere, oplægsholdere og gæster.
Rengøringsmessen Rent i Danmark er aktuelt næsten udsolgt på udstillersiden. Derfor har man, samtidig med datoændringen, valgt at brede arrangementet ud på endnu flere kvadratmeter, så publikum har plads til både at besøge de mange stande, netværke og deltage i det spændende konferenceprogram med indlæg fra specialister og fagfolk fra hele landet.
– Rengøringsmessen Rent i Danmark bygger på en enorm mængde viden, kompetencer og passion for rengøringsbranchen. Vi glæder os derfor meget til at byde alle velkomne på Odense Congress Center i oktober, til to dage med alt, hvad man som en del af faget kan drømme om, slutter Kristian Nordfred Hansen.